Hvad er ultramarathonløb?
Mange mennesker synes at det er imponerende, bare det at komme ud af døren med løbeskoene på og få sved på panden. At løbe et marathon virker, for mange helt uoverskueligt. Der er dog flere og flere, som nu begiver sig ud på de 42,195 km. for at afprøve sig selv på den mest berygtede og barske distance.
Men der findes en gruppe mennesker, som begiver sig ud på distancer længere end det. De bruger de 42,2 km. som opvarmning og fortsætter ellers videre mod deres løbemål. Distancerne kan variere fra 50 km og op til 1000 km. Og nogen løber endda længere.
Disse fåtal af mennesker kaldes Ultraløbere.
I ultraløb, har man i mange år haft en del legender. Selve legendernes legende, må siges at være Pheidippides, som var en athensk budbringer og løb den velkendte distance fra Marathon til Athen, på de i dag ca. 42,195 km.
Spartathlon - Kongen over ultraløb:
Dog findes der faktisk et løb, som går endnu længere ind i historien af, hvem Pheidippides egentlig var og hvad han formåede.
Det er nemlig fortalt at Pheidippides, faktisk præsterede at løbe fra Athen til Sparta, på ca. 36 timer. En distance, der i alt, er på 246 km. Imponerende alene det ,at han kommer igennem hele distancen. Men når man tænker på at han gjorde det iført sandaler og en toga, kontra vores idag ekstremt højprofileret compressionstøj, stødarbsorberende løbesko og energidrik, gør det uden tvivl hans præstation legendarisk!
Ca. 2500 år efter i 1983, løb den nu også levende legende Yannis Kouros selve distancen på 21t. 53 min. og året efter sænkede han rekorden til 20t. 25min.

Og der er ingen, som har været i nærheden af den siden! :o) Yannis Kourus har idag alle rekorderne fra 200 km og op til 1000 miles (1609 km). Han har endda præsteret at løbe 303 km på 24 timer...
Spartathlon er altså et løb, fyldt med historie og derfor et meget specielt løb. Samtidigt er løbet ,et meget hårdt af slagsen, idet at det bl.a. er verdens længste non-stop løb på 36 timer. Ca. 70 % udgår i løbet og varmen når typisk op på mellem 40 - 50 grader, og der skal passeres nogle stejle bjerg lignende bakker på flere kilometer, undervejs.
Du kan finde flere oplysninger under Spartathlons egen hjemmeside:
Badwater - Verdens hårdeste ultraløb!
Har du nogensinde prøvet at skulle indtage væske, som overstiger din krops begrænsning for at overleve? Hvad med at skifte til nye løbesko dagligt, fordi dine såler er smeltet på asfalten? Og hvad hvis du vidste, at du skulle løbe 217 km i dette terræn og samt bestige et bjerg til slut... Ville du have lyst til det? :o)
Der er omkring 50 - 60 graders varme og sandstorms tendenser dagligt
og det er samtidig en lang åben landevej fra Badwater til toppen af Mount Whitney, som er det højeste punkt i USA. Undervejs passerer man Death Valley, som er det laveste punkt i USA og samtidigt det varmeste sted.
Der er meget få mennesker fra hele verden, som får lov at komme med til stævnet årligt og deres adgangskrav er også ret barske. Man skal som minimum have gennemført et 100 miles løb (160,9 km) indenfor en god tid, ca. 20 timer. Og man skal helst have gjort det et par gange. Og når så den generelle del er overstået, så er det løbsledelsen, som bestemmer hvem, der kommer med og der er mange ansøgere, med meget kvalificerede bedrifter!