UltraIronBlog:

 

 

Efter at jeg sidste år besluttede at jeg følte at jeg havde mere i mig endnu, besluttede jeg mig også for at gå helhjertet ind for sagen.

 

Jeg startede træningen igen og fokuserede på at kæmpe min form tilbage og bygge mig op til noget jeg ikke havde prøvet før og noget som jeg vidste vil blive det hårdeste jeg hidtil havde prøvet.

 

Det var en lang og sej kamp, hvor man både lærer hvor hårdt det er at skulle balancere det at have kæreste, venner, fuldtidsarbejde og samtidigt træne flere timer end de fleste professionelle atleter om ugen. Jeg skal dog sige at mens jeg var i processen, holdt jeg meget af at lave alle de ting. Nogen dage var selvfølgelig hårdere end andre, især hvis det var snevejr og blæsten var hård og man havde for lidt tøj på. Så kunne selv en 3 timers cykeltur være barsk, og når man så stod i badet med helt blå fødder, og skulle prøve at motivere sig selv til at løbe et marathon, kunne det godt være lidt af en udfordring. Men så var der også solskinsdagene, hvor jeg cyklede i 10 timer og bare drønede igennem diverse landskaber og kunne dufte blomsterne, mærke en lille brise og hvor selv de stejleste bakker, blev forceret i et voldsomt tempo, og man bare følte at man havde en styrke som 10 heste! :o) Og derefter ud og løbe let som fugl der flyver. :o)

 

Jeg ved ikke hvor mange, som læser på denne hjemmeside mere, men i skal vide at det uden tvivl har været en hel fantastisk rejse, hvor jeg har lært en masse ting i mit liv.

 

Og jeg er glad for alle de personer som har støttet mig igennem det mål jeg havde. Uden jer havde det været en svær og meget uoverkommelig opgave.

Her vil jeg selvfølgelig særligt gerne give en KÆMPE tak, til min Kæreste Stine som var med mig hele vejen og støttede mig på alle tidspunkter, Min mor og Stedfar Danni, som begge var med mine stævner, min lillesøster Monique som også var med når det gjaldt! :o) Og en stor tak til Min mental træner Patrick Zenius, som uden tvivl har styr på at stille de rigtige spørgsmål og få mig til at fokusere når alt tilspidsede. Min Fysioterapeut Ole Højer, som jeg uden tvivl ikke vil tøve med at kalde Verdens bedste Fysioterapeut! Hver gang jeg havde brug for ham, rydede han kalenderen og kastede mig ind og jeg blev behandlet til UG og han fik bugt med alt. :o)

Samtidigt havde jeg også en cykelmekaniker Christian Mathiesen, som gjorde alt hvad jeg havde brug for med cyklen, den hjælp var helt perfekt og gjorde at jeg sparede mange penge og samtidigt havde en prof til at hjælpe mig. :o)

 

Så var der selvfølgelig Adidas, CogB, Run4All, Maxim Danmark og MBT Danmark, som alt andet lige gav mig store muligheder for at kunne klare de udfordringer som jeg havde sat mig. Jeg sender hermed en stor tak til dem alle!

 

Som tingene står til i mit liv, føler jeg pt. at jeg har opnået hvad jeg vil mht. det sportslige. Egentlig var min tanke at fortsætte og se hvad jeg kunne nå mere, for jeg tvivler ikke på om jeg kunne have drevet det her langt, for det kunne jeg. Jeg ved ikke om jeg kunne have blevet Verdensmester, men hvem ved, jeg var ikke så gammel og jeg kunne bestemt have udviklet mig. Selve det træningsprogram, som jeg havde skabt var uden tvivl et program jeg kunne have fulgt til næste år og opnået endnu større resultater i takt med at jeg selv var nået et niveau videre. Der skulle måske have været lidt modifikationer, mht. at lave nogen træningsture på 5 timers løb den ene dag og 5 timers løb den anden dag, en gang om måneden. Dette vil have forberedt kropen lidt bedre på det man skulle ud i. Jeg ligger mit træningsprogram til rådighed for alle dem, som er interesseret i at nå noget stort indenfor denne sport, så kan i selv rette det til, så det passer til jer, ellers så bare kontakt mig.

 

At blive god på de her distancer, kræver hård træning og benhård disciplin, og det har jeg helt klart fundet ud af. Men for mit vedkommende, der kan jeg også mærke at jeg har brug for at få nogen ting på plads i mit liv, såsom uddannelse. For mentalt er det for nemt at give op, når man ikke har redskaberne, til at komme stærkere tilbage. Derfor vil jeg bruge de næste par år på at finde ud af nogen ting inde i mig selv og få bygget mig op til det jeg inderst inde ønsker. Hvad det helt præcist er, er det jeg skal finde ud af. 

 

Pas rigtig godt på jer selv og vi ses nok alligevel en gang imellem ude på landevejene iført løbesko! :o) Og husk at gå efter de ting, som motiverer jer i livet, så skal i nok få en fantastisk og lærerig oplevelse. :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael Plahn

Jeg får trænet stille og roligt til husbehov. :o) Dvs. jeg træner stort set hver dag, (undtagen Søndag). Min træning har på det sidste været korte løbeture og lidt styrketræning. Min Svømning og cykling har jeg lagt lidt på hylden i de sidste par uger, da jeg ikke rigtig kunne genfinde min lyst til det. 

Det er sjovt som man kan miste lysten til noget man er glad for. :o) Jeg tror bl.a. også at det har med min egen følelse af præstationsangst, for at gøre det godt. F.eks. hvis jeg skal ud og cykle igen, så ved jeg at jeg ikke er på samme niveau som før. Men et eller andet sted handler det vel bare om at genfinde den følelse af at det er spændende og nyt og at det ikke er præstationen, som betyder noget. Men at jeg bare glæder mig til at mærke vinden, farten og den indre ro omkring mig igen. 

Jeg har altid set for langt frem, og planlægger mit liv ud fra, hvor jeg står henne om ca. 5-10 år. Dvs. at jeg måske har mit eget firma, har opnået et eller andet stort osv. Det kan gøre at jeg stresser mig selv, men samtidigt også føler at det bliver hårdt at komme ud at træne. Forestillingen om ens fremtid, kan veje tungt på ens skuldre, når man står ud af sengen og tænker på alt det man skal nå at lave, så man kommer nærmere sit mål. Jeg må huske mig selv på at det er vigtigt at have drømmene, men ligeså vigtigt at have fokus på det næste skridt jeg tager og på den måde vide at jeg ikke skal kigge så langt frem altid.

Mark Allen skriver i sin bog, at det er vigtigt at finde sit indre barn frem. Som barn syntes man nemlig alt var spændende, idet man skulle lære det fra bunden og man glædede sig til de ting man fik ud af det. F.eks. at begynde at lære at læse. :o) 

Jeg vil derfor nu ud og finde mit indre barn frem igen og ønsker til jer alle, at i selv kan få samme følelse frem. Nogen gange er det bare en stor præstation at tage baby steps som jeg kalder det. På den måde lærer man at det der betyder noget, bare ligger i sin egen tilfredsstillelse og præstation, men at det er vigtigt at holde fokus og være et barn en gang imellem. :o)

De bedste træningshilsner fra 

Michael 

 

Det er skønt at kunne være lidt ustruktureret en gang imellem. :o)

Jeg er en person som altid godt har kunnet lide at der er fokus på at de rammer som jeg arbejder i eller som jeg opbygger generelt skal være meget struktureret, da jeg er et af de der såkaldte vanemennesker... Den eneste måde hvor jeg kan bryde med mine rammer, er enten når jeg holder off-season som nu, hvilket betyder at min træning lige pt. er forholdsvis rolig og at jeg ikke ved hvad jeg skal træne imorgen. Og den anden måde, er i selve min træning, idet jeg godt kan lide at træne ud fra hvordan min krop har det og hvad jeg fornemmer, og på den måde bliver min træning både ubegrænset og kreativ. Men det er stadig vigtigt, at være disciplineret, med de målsætninger man nu har.

 

Efter selve stævnet i Tyskland, tog Stine og jeg en tur til Tunisien, hvor vi afslappede og hyggede med kamelerne, jeg lagde mærke til at Stine faktisk kyssede en... og jeg har det på billede! Got Ya! :o)

Hver morgen hoppede jeg i poolen og svømmede ca. 1 - 1½ time og luntede lidt bagefter med Stine, eller tog hen i det lokale fitnesscenter og styrketrænede lidt, eller gav den fuld skrald på deres spinnercykel, hvor de fleste Tunesere stod og måbede, for det var ikke så tit at de så nogen gøre det så hurtigt. Men grunden til at folk ikke gjorde det, fandt jeg hurtigt ud af... Efter ca. 20 minutter hvor jeg rigtig havde vist dem hvad jeg kunne, vaklede jeg af cyklen med kvalme og kravlede næsten hen til den nærmeste siddeplads og var fuldstændig kvæstet og dehydreret. Der var ingen ventilation og i centret var der ca. 45-50 grader og jeg havde glemt min drikkedunk, begynderfejl nummer 1. Så grinte de lidt af mig... :o) Og jeg kom over og spurgte på engelsk om de havde noget vand, for jeg var fuldstændig smadret og så grinte de lidt mere. Man skal vidst lære det på den hårde Tunisiske måde. :o) Men de havde da vand, skønt. Og jeg var væsentlig mere forberedt næste gang jeg kom og gav den gas.

Vi sad også fulgte med i to af mine gode venners bedrifter, hvor henholdsvis Christian Mathiesen, som til dagligt er min fantastiske, dygtige og meget profesionelle cykelmekaniker, gennemførte sin første Ironman i Sverige, og er nu medlem af Ironman Finishers. :o) Og min anden gode ven Claus Steensbech, som satte tingene igang hos mig i sin tid, gennemførte sin første Dobbelt Ironman, på en rute i England som var alt andet end skånsom. Imponerende og tillykke til begge mestrer! :o)

 

Ferien var skøn og vi nød det, men jeg lavde faktisk endnu en begynderfejl efter et så langt stævne, som en Triple Ironman. Jeg skulle have holdt en lang pause uden træning i ca. en 1½ uge. Men det gjorde jeg ikke, da jeg tænkte at 2 dage off træning måtte være nok og derefter begynde roligt igen. Men efter et par gange med svømning og lidt løb, bemærkede jeg at min sene, som gik ned til knæet var ufatteligt øm og at stort hver gang jeg trænede blev mere øm bagefter og også når jeg gik op af trapper.

Da jeg kom hjem, spurgte jeg min Fys Ole Høyer om det var muligt at få en tid. Og han var hurtig og sagde at jeg skulle komme dagen efter, så det var super hurtigt og rart at han behandlede mig og dagen efter igen, vil han behandle mig. Det virkede forholdsvist godt, men jeg var stadig øm og jeg begyndte at læse en del på internettet om selve mim skade, som jeg vidste var løberknæ... Og det opstår typisk ved overbelastning... Og det var egentlig fair nok, jeg havde jo været lidt over grænsen, vil jeg mene. :o) Men der stod også at der havde været flere tilfælde med folk som havde været flere år om at komme sig over det.

Jeg havde en tanke om at det min gluteus/ numse musklen som var belastet, idet den arbejder sammen med den sene som kører ned langs siden af låret og ned til knæet. Og derfor strakte jeg ufatteligt meget ud på det område, men det virkede ikke. Jeg fik ikke cyklet i stor set 3- 4 uger, kun en cykeltur lige efter jeg kom hjem Tunesien, som endte med at jeg blev hentet i bil af en af mine gode venner, grundet min sene. Endnu en gang tak Kenneth Simsby, du er en champ!

Men jeg holdt ca. 5 dage uden træning, hvor min tanke var at jeg skulle give det ro. Men det var som at det ikke blev bedre og at min sene bare blev strammere og strammere. Jeg læste om hvordan andre atleter, gjorde i deres off-season og hvad de gjorde for at komme sig over store og krævende stævner. Her faldt jeg over en Prof. Ironman Triathlet som havde prøvet et nyt og spændende produkt fra USA. 

Produktet hed Normatec MVP, og fungerer som en kompressionspumpe på muskler og sener og sætter blodomløbet igang, med ekspress fart, og da det er blodet, som sender alle de små ting som ilt, kulhydrater, proteiner, vitaminer osv. rundt i kroppen, og dermed genopbygger musklerne og senerne, ville det her betyde restitution på kortere tid. Det vil også forebygge skader meget bedre, men samtidigt også heale en hurtigere, hvis man har en sene eller muskel, som er beskadiget eller betændt. Det gav mig nogle ideer til hvad jeg selv kunne gøre for at komme mig over selve den betændte sene. For det første skulle jeg istedet strække min quadriceps ud (Forlåret) og sørge for at den var varm og samtidigt blev kompresset, derfor købte jeg et varmebind/compression bind til knæ og et par tights i samme materiale. Og det har virket. Så nu er jeg begyndt at træne i normal form igen, samtidigt satte jeg også gang i løb med det samme, da det er mest belastende og sender mest blod rundt hurtigere, og dermed varmer musklen op så den strækkes ud. Jeg løber mere forfod nu, hvilket skåner de store benmuskler bedre, dog skal læggene lige vænne sig til mere belastning. Jeg brugte også styrketræning af benene, med meget vægt og få gentagelser, meget langsomt og kontrolleret, flere amerikanske undersøgelser har vist at det fungerer bedst.

Men Produktet Normatec MVP virkede så interessant at jeg tog kontakt til firmaet NormatecSports i USA, men da det ikke er et produkt man kan købe nogen steder, idet det er baseret på professionelt brug i forskning osv. Vidste jeg at det bare var et sats. Jeg ville bare høre hvad det kostede hvis man skulle købe det af dem. Men efter de havde læst min beretning på engelsk, var de imponeret og skrev tilbage, efterfølgende snakkede jeg med dem på tlf. og skype, og efter at de havde haft det oppe på et møde var de interesseret i at sponserere mig med deres Top produkt Normatec MVP. De sponererer ikke mange, men af dem de sponsererer er bl.a. Lance Armstrong, Et par stykker fra NBA Basketball og lidt fra NFL og et par Top Triathleter.

Hvorfor lige mig...? Det var en fordel at jeg var ung i selve ultradelen, idet de kan se, at med træning og med flere år i feltet vil gøre mig stærkere. Og det var vigtigt for dem med en at bygge på og at se udvikling.

 

Jeg er meget glad for aftalen, hvilket betyder at jeg nu kan blive mere effektiv i min restitution og træning. Men som alt andet skal tingene lige testes af og derefter kan der bedømmes, we'll see. men jeg tror på det.

 

Ialt er der vel altid gode ting, i selv det man tror ser sort ud. Jeg havde f.eks. ikke fået denne mulighed, hvis jeg ikke havde  fået en skade, og været søgende efter viden, på at løse problemet. :o)

 

Nu er jeg i off-season hvilket betyder at jeg har valgt at lave en DNS til løbet i 100 Miles Mors, idet jeg har valgt at næste sæson er vigtigere. Løbet havde da uden tvivl været lærerigt, men vil jeg også gerne beholde benene til næste år! :o) Jeg ønsker alle 100 Miles løberne pøj pøj, med deres løb hver især og synes det er ufatteligt imponerende og sejt at de tager udfordringen op, virkelig flot! :o)

 

Jeg vil senere komme ind på hvordan jeg opbygger min off-season, så i kan få lidt idéer. Rigtig god træning til jer alle, og husk at trække vejret og ånde langsomt ud. Så bliver alt lidt mere nemt, og overblikket vender tilbage.

 

De bedste Off-season hilsner fra

 

Michael Plahn

 

 

 

Efter ca. 8 måneders virkelig benhård træning og tests for at se hvor henne jeg var i formen, begyndte jeg at kunne ane at min form var blevet ekstrem god i forhold til hvad jeg havde været i før. :o) Da jeg sidst trænede til Ironman, var jeg normalt helt smadret efter en cykeltur på 7t. + 3t. løb. Men nu kunne jeg cykle 12t. og løbe 4t. bagefter uden problemer. Samtidigt var mine lange løbeture på 7-8 timer, heller ikke nær så hårde. Utroligt hvad man vitterligt kan presse kroppen til, jeg er stadig imponeret, selvom det er mig selv der pludselig kan. :o) Men jeg vil mene at de fleste mennesker kan komme til det, hvis de lyttede til kroppen og trænede langt og langsomt og selvfølgelig havde tiden og lysten til det, da det er hovedfaktoren!

 

Ugerne op til racet forløb med masser af forberedelser for både mig og min kæreste. Vi lavede lister med hvad der skulle købes ind af udstyr, mad og drikkelse og rutekort osv. Jeg bestilte lidt udstyr fra Adidas, og Run4All løbebutikken i Køge. Og fik god Massage af min Fys Ole Høyer. MBT skoene, blev der gået i for at styrke min benmuskler og Mentaltræner Patrick var klar ved Tlf. in case of mental Emergency. Og jeg fik en masse motiverende sms'er fra ham. :o)

 

Jeg trænede en del ca. 3 uger før og den anden uge før, idet at jeg fokuserede på at booste cykling og svømning op. dvs. jeg stadig var ude på cykelture der lød på 8-10 timer et par gange, efterfulgt af løbeture på 1-3 timer. Min sidste lange løbeturer blev lagt ca. 4-5 uger før racet. på henholdsvis en 4t. cykeltur efterfulgt af 7 timers løb, 5 uger før racet.

I ugen op til racet trænede jeg korte og intensive pas, mandag og tirsdag og havde et par hviledage og svømmede 10 min. intervaltræning dagen før raceday. :o)

 

Stine og jeg havde gjort alt klart og pakket bilen og kørte mod Lensahn tirsdag d. 21/7. Da vi kom derned fandt vi ud af at det var en lille hyggelig by, som gjorde meget ud af eventen. Vi købte godt med mad ind og havde gjort alt klart og vi boede fint på Casa Susa, omend sengene var knap så gode, idet de var meget bløde og det samme var puden. Min ryg og nakke blev meget øm af at ligge der.

Mine forældre og lillesøster kom om Torsdagen, da skulle vi til Pasta Party, hvor jeg og Stine dog havde spist vores egen mad før partyet. Men der blev holdt taler og jeg fik snakket med de fleste legender og verdensmestre indenfor ultratriathlon sporten, som skulle deltage i denne event! Det var vildt fedt og jeg følte mig som en lille dreng, og var lige ved at spørge om autografer. Fik også snakket lidt med Kim Greisen, som er en af Danmark største legender indenfor Ultratriathlon. (Han er bl.a. blevet nr. 2 til VM i 10-dobbelt Ironman!) Ham skulle jeg virkelig komme til at lære at kende undervejs... lidt vidste jeg om hvad jeg havde i vente...

 

Om natten til racet, prøvede jeg at falde i søvn, men jeg kunne ikke. Jeg lå og drejede mig hele tiden og kunne mærke hjertet galopere, og nervøsiteten stige. Samtidigt med at jeg tænkte, jeg skal og må sove, for jeg ved at det her ikke bare er et 10 timers race, men jeg kan risikere at skulle være igang i 58 timer... Så al søvn var velkommen. Da jeg så endelig fik lukket øjnene i ca. 10 min. braste sengen halvt sammen. Jeg rejste mig op og blev meget sur, Stine for op og spurgte hvad der var sket. Og jeg fik brokket mig godt. Jeg fik sat sengen sammen igen og prøvede at sove og fik sovet et par timer alligevel.

 

Om morgenen fik jeg spist mine to mader med miracle whip og ost ovenpå og en Recovery bar fra Maxim, idet der er en god blanding af protein og kulhydrater. Rigtig godt at starte dagen på! :o)

Vi ankom til svømmestarten og cyklen fik sat det sidste på og jeg gjorde mig klar i våddragten.

Da vi stod op ved kanten, snakkede jeg lige kort med Kim og lige pludselig syntes jeg at jeg hørte et horn gå af. Jeg havde min svømme mp3 i ørerne, så jeg kastede mig hovedkuls i vandet og begyndte at give den fuld gas, men kunne se at de andre deltagere stoppede op og kiggede mærkeligt på mig. Da jeg kom ned til den anden ende var de åbenbart alle bare samlet og der skulle vi starte.

 

Da svømningen gik igang, havde jeg helt glemt hvem der var hvem. Og jeg tænkte bare at jeg skulle frem, men samtidigt spare så meget energi som muligt. Jeg har aldrig været svømmer, men lærte at svømme som 21 årig, og har fået mange rettelser og gode råd i mit arbejde som livredder af tidligere elitesvømmere, som kom mig til gode nu. Jeg følte flowet var fint, omend noget langsomt... Faktisk følte jeg at svømningen gik så langsomt at jeg kunne nå at tisse lidt i vandet samtidigt uden at sætte farten ned... :o) Det træner man også i de lange ultradistancer. Man fylder sig jo med væske og et eller andet sted skal det jo ud undervejs. Når jeg tissede tænkte jeg på at ham der lå bagved mig ikke vidste at han lige havde fået det i hovedet! :o) Så grinte jeg mens jeg svømmede! Indtil at jeg kom til at tænke på at ham jeg lå og svømmede bagved, måske tænkte det samme... Så stoppede jeg hurtigt med at tænke over det igen!

Men at tænke på at jeg lå i samme bane, som den senere vinder Matej Markovic, Verdensmesteren Fabrice Lucas og Kim Greisen. Så følte jeg mig priviligeret!

Jeg stoppede op hver time for at drikke og spise i ca. 1 minuts tid og svømmede derefter videre og indhentede hurtigt grupperne. Pludselig efter ca. 3t.03 min skulle jeg op af vandet, svømningen var klaret og jeg havde åbenbart svømmet en officiel pr. hjem 3 gange i træk på en Ironman svømning samtidigt. Fedt. Men jeg vidste også at min svømning var blevet god, jeg havde ikke taget tid på hvor hurtigt jeg var om diverse km. i træning, så jeg havde ingen anelse om at jeg var så hurtig. Men skønt.

Vi skiftede forholdsvis hurtigt 15 min. over til cykling, da min stedfar, kæreste, mor og lillesøster stod klar med tøj, mad, drikkelse og god service! :o)

 

Jeg kom ud på cyklingen og kunne mærke at benene var klar til at trykke den godt af. Og Mp3'eren kom hurtigt i sving. Det var fedt at se hvordan Verdensmesteren i 10-dobbelt Iron, Fabrice Lucas, Verdensmesteren i Triple Emmanuel Conraux, Kim Greisen, Super bikeren Jens Laudenbacher, gav den gas. Men jeg lå åbenbart nr. 3 så jeg gav den også gas! ca. hver 15 min, drak jeg, hver time spiste jeg og indtog salttablet og ca. hver 1½t. fik jeg nye energidrik af supportcrewet! Og hver 3 time lidt sandwich og kage og hver 6 time lidt pasta. Så god ernæring var vejen frem. Man maa ikke ligge paa hjul, idet det er en triathlon konkurrence og reglen er at man maksimalt maa ligge ca. 10 meter fra naermeste deltager. Ved ca. 15 tiden, slog et kæmpe uvejr ind, og regnen pilede ned, og vinden var hård. Jeg havde heldigvis godt vidst det på forhånd og blev ikke så overrasket, men det påvirkede alt andet lige ens cykletid. Man måtte sætte farten ned i sving og jeg måtte ind og skifte tøj et par flere gange idet, jeg var gennemblødt og kold, selvom jeg havde regntøj på. Når man er kold i kroppen føles det som om musklerne låser, og det hæmmer ens styrke i benene.

I løbet af natten fik jeg kørt op på siden af Kim Greisen, som så ud til virkelig at have det hårdt og vi snakkede kort sammen, og han fortalte at han havde haft en del maveproblemer og regnede med at udgå, idet at han ikke følte at det vil være rigtigt for ham og hans krop at kæmpe sig igennem. Så er det bedre at lytte til den og være klar til næste gang. Det kunne jeg kun nikke genkendene til. Men syntes det var synd, idet han var så god!

Om morgenen ca. lidt i 06, blev cyklen stillet, og jeg fik lige kort lidt massage inden løbeturen, som jeg glædede mig meget til... Men meget skulle jeg lære...

ca. et kvarter efter var jeg ude på løberuten.

 

De første par runder, holdt jeg et fint tempo. Og løb 25 min. og gik 5 min. som planlagt. Jeg løb det første halvmarathon ca. i 2t., hvilket er helt fint taget i betragtning af hvad jeg havde været igennem og skulle igennem. Marathonen blev løbet omkring 4t. 50 min. Min kæreste, min lillesøster skiftedes om at cykle og nogen gange løbe og min stedfar Danni, var ude løbe en del der sammen med mig. Der var godt support på og jeg fik god mental opbakning. Men i løbet af det første marathonen havde jeg allerede haft en del kriser. Og dem vidste jeg kun ville blive værre, men vidste også at jg kunne komme over dem. Kim Greisen stod pludselig klar til at hjælpe mig ved en af runderne, og løb med. Han var virkelig god at snakke med, og fik hevet mig op af mine sorte huller og når jeg fik lidt grædeturer. Jeg drak ca. hvert 10 min. spiste lidt hver ½ time, og indtog en salttablet i timen.

Hver omgang var lidt over 1,3 km. og der var 96 omgange så det passede med 126,6 km.  Det var vildt at se hvordan de bedste løb, men selv de bedste havde kæmpe kriser og måtte gå mange gange og nogle lignede quasimodo fra klokkeren fra notra dame, dem grinte vi lidt af når de var væk. :o) Men sjovt som man griner af de ting, når man pludselig selv ca. 30 runder efter går rundt på samme måde, og ved at der er en eller anden idiot, der står og griner af en. :D

Da der var ca. 35 runder igen, blev min stedfar enig med Kim Greisen om at han måtte tage over, for jeg græd hele tiden og benene havde svært ved at komme frem. Men jeg bevægede mig da. Jeg havde ellers lige aftalt med Danni, min søster Monique, min mor og Stine at jeg skulle løbe/gå 5 runder og derefter strække ud slappe af og derefter 5 runder til osv. Men da Kim tog over, sagde han,  så Michael nu skal vi igang er du klar? Jeg kiggede åndssvagt på ham, og hans taktik var at jeg ikke måtte stoppe, heller ikke for at strække ud, men at vi skulle løbe på de flade strækninger og gå op ad bakkerne. Og da han sagde alt det, brød jeg bare ud i gråd, det kunne han simpelthen ikke mene. Jeg havde planlagt at stoppe op og havde min egen rytme, som han fuldstændig ødelagde. Men min kæreste og min lillesøster var på hans side! Jeg var rigtig sur.

De første 15 runder med Kim, gik med at jeg stortudede og og løb og gik samtidigt, det var rimeligt nyt for mig. Og på et tidspunkt spurgte han mig, på en skala fra 1-10, hvor meget kan du så lide mig? Så svarede jeg at jeg tror at jeg ikke kan lide ham, lige pt. Så sagde han de gyldne ord: Jamen det er jo ikke mig, der har bedt dig om at svømme så langt, det er ikke mig, der har bedt dig om at cykle så langt og det er ikke mig, der har bedt dig om at løbe så langt. Og det er bestemt heller ikke mig, der har tilmeldt dig!  Så kunne jeg tygge lidt på den!

Jeg tog min solbriller på igen, og min høretelefoner i øret og fandt min rytme stille og roligt igen efter lang tid ude af rytme, men som Kim havde sagt, ville den komme igen. Da der var ca. 15 runder tilbage havde jeg det stadig hårdt, men hver gang vi løb var der rigtig god rytme, og vi gik op af bakkerne for ikke at belaste lårerne for meget. Min kæreste og søster støttede mig når jeg lige fik grædeture, men de blev mindre og mindre i forhold til før.

Da der var 3 runder tilbage, var lettelsen i min krop stor, jeg kunne nu mærke at jeg kunne det her. På den anden sidste runde, kunne Kim og jeg se at der stod 41t. 41 min. Og jeg tænkte, at vi havde været 10-15 min om et par omgange en del gange, så tempoet skulle skrues op kraftigt, hvis jeg skulle nå under 42 timer.

Kim var enig og vi skruede kraftigt op, halvvejs ude på omgangen, spørger jeg Kim, kan vi nå det? Så sagde han, Der er ikke noget der hedder at vi ikke kan nå det, selvfølgelig kan vi nå det! It's do able! :o) Og så kunne jeg mærke at jeg var i gode hænder, og mine ben var som født på ny!

Vi løb omgangen på ca. 5-6 min! Den sidste omgang var med det Danske flag i hånden og den skulle vi også have lidt tempo på, selvom det normalt er sejrsrunden. Men jeg tror at vi havde den hurtigste sejrsrunde på ca. 6-7 min. Hvor jeg nåede at Highfive en del af de andre deltagere undervejs.

Da jeg krydsede målstregen i tiden 41 timer og 56 min., var det med den største følelse i min krop, og at jeg nu havde gjort det største i mit liv pt. og var glad for at jeg havde haft min elskelige familie og min fantastiske og skønne kæreste med til at hjælpe og støtte mig. De skal have en kæmpe stort tak (og en masse mere!) , og det samme skal Kim Greisen, for at  have holdt mig ud i de ca. 40-50 km, han løb med! Og det samme til mine sponsorer.

Jeg blev interviewet lige bagefter, og derefter over i massagteltet. Og fik god massage. Og lidt søvn og blev derefter støttet hele vejen ud til bilen. Jeg kunne ikke gå efter at jeg havde ligget ned og Stine måtte støtte mig, mens jeg kravlede op af trappen i vores hostel. :o) 

 

Dagen efter: Jeg var pænt smadret, da jeg vågnede. Jeg kunne stadig ikke gå og fik sagt farvel til min familie som tog hjem.

Senere på dagen, skulle vi til kæmpe sejrs og afslutningsceremoni. Og der var mange anerkendelser fra legenderne til mig, fordi jeg var den yngste deltager og placerede mig på en flot 6 plads. Og havde presset dem på svømning og cykling, hvor jeg lå nr. 3 inden jeg startede løbet. Typisk er de bedste oppe i 40 års alderen. f.eks. er Fabrice Lucas 51 år... Så det kræver mange års træning, ultraløb, rutine og erfaring. Det er det som skaber grobunden for en mental styrke og fysiske styrke, til lige præcis sådanne events.

 

Der var 2 andre danskere, som også gennemførte i flot stil. Den ene hedder Mogens Steen Pedersen, og var allround rigtig dygtig, hans løb var især flot, men han måtte dog også sig sig hårdt ramt af distancen. Men han var super cool og klarede sin Triple Ironman på ca. 48 timer. Virkelig flot fightet! Og så skal han lige huske at vende sin pokal rigtigt, når der bliver taget billeder... Han må vidst have været lidt træt! :D

Den anden var Tom Elholm, som virkelig kæmpede sig igennem. Han havde en hård svømningen, men på cyklingen var han så uheldig at han styrtede og blev hentet tilbage i ambulance. Hans forgaffel var smadret, men Kim havde en ekstra Tom kunne låne. Så Tom fortsatte sin kamp videre. Og da han endelig efter lang tid kom ud på løbet, lignede han en bulldozer, der bar tromlede igennem de tre marathons. Men jeg er sikker på han har følt at der var en bulldozer, som han havde kørt ind i ham og hans ben. Det følte en del af os ihvertfald. Men han så godt ud. :o) Og krydsede stregen om Søndagen! Virkelig en fighter.  Tillykke til begge, store mestre! :o)

 

Jeg lærte rigtig meget af denne oplevelse og det er helt sikkert kun begyndelsen. Men nu ved jeg også hvad der er i vente. Men ikke at sige at det bliver nemmere, for smerten vil stadig være den samme, jeg må bare være bedre til at håndtere den næste gang. :o) Samtidigt har jeg også fundet ud af hvorfor at jeg er så drevet af denne sport, og det er i bund og grund, fordi det minder så meget om livet, bare på en komprimeret måde. At være ovenpå, falde ned i et sort hul og blive hjulpet op igen af andre mennesker, når man mindst venter det og pludselig finde ud af at der er flere som en selv og igen åbne øjnene for at mulighederne i livet og vejen frem er store! Det er vel det livet handler om, at vi ved at alt nok skal gå, for vi er ikke alene og er stærke nok til alt hvad vi vil gå efter i vores liv! :o)

 

Så til jer alle sammen, go for it, grib jeres chancer og nyd turen undervejs, øjeblikkene varer kun en gang og derefter kommer der nogle nye. God fornøjelse og vi ses ude på landevejene på enten cykel eller iført løbesko! :o)

 

De bedste træningshilsner fra jeres alle

 

UltraIronman

Michael Plahn

 

Sommeren er over os og de fleste er enten rejst til udlandet eller har en hyggelig stund herhjemme, hvor arbejde er lagt på hylden og ro og balance er i fokus. At nyde livet er vel det, det hele handler om! :o)

 

Jeg selv har fået trænet rigtig meget de sidste par uger, og har haft skruet op for især cyklingen og løbet er stille og roligt blevet reduceret, således at benene bliver helt friske. Der har været kørt i alle slags vejr her i det danske. Og som alle ved, kan det være meget skiftende. Jeg har kørt i kraftig regnvejr med blæst osv. her de sidste par dage. Og det var egentlig lige præcis hvad jeg skulle, idet jeg havde en masse nyt regnudstyr, som skulle testes. Det fungerede rigtig fint, vandet løb dog lidt igennem nede ved fødderne selvom det er Gore Tex materiale. Men Thermoforet omkring tæerne, varmede fødderne selvom vandet gik igennem efter 1½t. kraftigt regnvejr. Så det var helt som det skulle være. Mine regnbukser, fungerede også rigtig fint og tog imod regnvejret. det eneste minus var dog at bukserne var fuldstændig opløst efter 4-5 timers cykling, så jeg kørte forbi det sted, jeg havde købt dem og fik nogle nye. De havde ikke set sådan noget før. Men de nye, burde holde cykelturen ud i Lensahn og derefter bliver de også kasseret, kunne jeg forestille mig. :o) Jeg havde gode bevæge muligheder, så det føles rart at bevæge sig i tøjet stadig. Det vigtigste er bare at alt er tilrettelagt uanset hvilket vejr og klima det bliver. F.eks. skal jeg drikke hvert 10 min. istedet for hvert 15 min.  når jeg har regntøj på, idet det bliver lidt mere varmt. samtidigt skal tøjet indeunder også skiftes, hvis jeg har regntøjet på i flere timer, idet der er fugtigt under regntøjet i længere perioder. Hvis vejret bliver regn og hård vind, vil tiderne i hver disciplin blive påvirket. Og det vil uden tvivl blive hårdere. Det er selvfølgelig lige for alle, men jeg gør det for mig selv og ikke mod dem.  Nu er der nedtrapnings periode op til racet, hvilket vil sige at der trænes lidt de øvrige dage, og lidt hvildage og derefter går det løs Fredag, hvor kroppen i mage timer skal stå en ny distance! :o) 

 

Det bliver ud tvivl en stor udfording, men det er det som jeg har forberedt mig på. Jeg har været igennem alle prøvelserne, undervejs i forløbet op til stævnet, og ved at der helt sikkert dukker et par nye op undervejs. Men jeg har selv påført mig diverse udfordringer i min træning, som fysisk og mentalt skulle forberede mig på dette. Jeg ved at jeg har hvad der skal til, men er også godt klar over at dette race, kan byde på hvad som helst. Men jeg vil give alt, hvad jeg har lært igennem mit liv.

Der vil komme flere sportslige udfordringer igennem mit liv de næste par år, og jeg kan personligt godt lide det. Jeg føler at det giver mig det kick i livet, som giver mig ro. :o) Ikke at sige at træning og sport er mit liv, men at det giver mig en god mening med livet! Senere hen i livet er der nye udfordringer og der kan det være at jeg vælger at prioritere anderledes, men pt. er det min lyst for at prøve min krops fysiske og mentale grænser af, som driver mig. :o)

 

Jeg vil i løbet af race ugen, ligge et link ind til stævnet og muligvis få lavet således, at der vil løbende vil være live opdatering på min gæstebog, således i kan følge med i hvordan mit race kører derudaf! :o)

 

Svømningen foregår på en 50m. svømmebane, hvor vi skal svømme 228 baner dvs. 11,4 km. Cyklingen skal foregå på en rute som skal gennemkøres 64 gange, ialt 540 km. Og derefter er det på med løbeskoene og løbe 96 runder, som ialt udgør 126,6 km.

 

Familien og Stine er med dernede som crew og vil hjælpe mig med tøj om natten og mad og drikkelse løbende og mental opbakning! :o)

 

Mine sponsorer har hjulpet mig godt, tøjet og skoene far Adidas er kommet og klart, Maxim energibars og pulver/drikkelse er klart og Massage fra min Fys Ole Høyer, får jeg på Tirsdag inden vi tager afsted, og Stine får lidt massage træning, som hun kan bruge på mig. Mentaltræneren Patrick, vil være klar ved tlf. undervejs! :o)

 

Jeg ønsker jer super træning! Og må vinden være med jer. :o)

 

De bedste træningshilsner fra

 

Michael

 

Selve træningen er forløbet rigtig fint og de to foregående uger er efterladt med en god smag i munden, og der er indkasseret en del timer, som jeg er sikker på kommer mig til gode, når kampen virkelig gælder! Jeg har trænet 46½ timer i den første af de to foregående uger og 31 timer i den sidste. I denne uge er der restitutionsuge og det gør at jeg nu kan få opbygget den søvnmangel og styrke i kroppen og blive endnu bedre. Der er stadig et lille stykke tid til stævnets start, og derfor er der planlagt hvorledes jeg skal toppe, når dagen og ugen nærmer sig. Indtil videre må i have det godt og passe jeres træning, alt bliver lidt skønnere. :o)

 

Pas godt på jer selv og de bedste træningshilsner fra

 

Michael

Idag er der en ung gut fra Roskilde, som hedder Frederik Andersen, som er ved at gennemføre sin første Ironman i Frankrigs bjerge. Jeg har trænet ham med diverse af mine træningsprogrammer, som han har efterfulgt dag for dag siden November 2008. Han kunne ikke svømme da han startede i novembers, han vejede 93 kg, muskuløs fyr. Idag vejer han 82 kg, er toptrimmet, og har kommet op af vandet i løbet af en 1t. 6 min, hvilket er imponerende. Han har cyklet sig ind i en tid blandt de 228 første i ud af 2700 på den meget bjergkuperede rute!!! og han er nu igang med sin første marathon. :o) Ekstremt flot! :o)  I kan følge ham her: http://ironman.com/events/ironman/france?show=tracker, søg under bib nr. 274.

 

De bedste træningshilsner fra

 

Michael

Denne her uge, har budt på en masse seriøs træning, hvor det for mig gjaldt om at holde tungen lige i munden. Jeg fik lavet 3 store træningspas på 10 timer + pr. stk. Jeg valgte at kalde denne uge "Hell Week" ialt 46½ times træning + 37 timers arbejde!

I onsdags cyklede jeg 8 timer + efterfulgt af 2 timers løb. Dagen efter cyklede jeg 7 timer efterfulgt af 3 timers løb. Lørdag cyklede jeg 2 timer + løb 7 timer + 2 timer på Crosstraineren. Søndag (Idag) trillede jeg en 5 timers tur, dog med overraskende god hastighed. :o) Der er hviledag imorgen mandag, og derefter er der træning.

 

Se udspecificeret, hvad jeg lavede i Hell Week, her.

 

De bedste træningshilsner fra

 

Michael

 

Efter 12 timers søvn føler jeg mig udhvilet! :o) Normalt sover jeg maks 5-6 timer. Men lige fra kl. 18 da jeg hoppede i seng til kl. 06 imorges, havde jeg brug for det. Grunden er selvfølgelig at jeg fik kørt non-stop i mine 24 timer og blev oppe, til jeg på uret kunne se at jeg havde holdt mig kørende i ca. 35 timer. :o)

 

Ugerne forinden racet havde uden tvivl været lange mht. træning, men hyggelige! :o) Dagene op til gik også godt med at få restitueret. Så pludselig Torsdag aften, fik jeg kvalme og en god gang maverumblen. Jeg kunne knap nok sove fra torsdag til Fredag, da jeg konstant skulle på toilettet. Fredag havde jeg fri fra arbejdet, blev masseret af min Fysioterapeut Ole Høyer, som gav mig en god omgang på briksen, det virkede! :o) Og tog derefter op for at svømme, men efter svømningen blev det rigtig ubehageligt, idet kvalmen blev værre og efterfølgende fik jeg svedeture. Men tror på at mine intervaller og sauna tur fik sat turbo på udrensnings systemet i kroppen!! :o) Jeg drak masser af energidrik, hvor der er salte og mineraler i, hvilket jo er det man sveder ud. Der er selvfølgelig også kulhydrater i, men det bliver jo i kroppen! :o) Jeg spiste hele dagen igennem normalt og en sandwich med miracle whip, til at slutte dagen af på! :o)

 

Da jeg vågnede race dag kl. 07:00, havde min krop det rigtig godt! Jeg følte mig klar, men man ved jo aldrig hvad dagen kan byde på. Stine og jeg havde planlagt alt, fra top til tå mht. tøj, mad, drikke og tidspunkter jeg skulle have det hele på. Og Stine skulle stå klar i de 24 timer med alt hvad der bød sig. Det skal hun have en kæmpe stor tak for! :o)

 

Det regnede rigtig meget ved start tiden kl. 10, men stoppede så småt da løbet præcis gik igang. Derefter kom der en vind der varede i meget lang tid! Selve ruten var 58,2 km. lang og meget kuperet ca. 420 højdemeter pr. 58,2 km. hver gang det gik op, gik derefter kort ned og derefter op igen, så man måtte hele tiden geare op og ned og rytmen blev bestemt ikke monoton. Første runde startede jeg ud med tanken om at det nok var smartest at blive sammen med den gruppe man startede med, idet vi så kunne køre runden og se hvordan den så ud og lige lære den at kende. Men de lagde ud i et rasende tempo på ca. 36-37 i snit, og jeg tænkte, hold da fest, det kan jeg da ikke. Det er jo i 24 timer, vi skal køre...? Men de fortsatte, og så tænkte jeg at hvis det er sådan det fungere, så sætter jeg mig op og køre fra dem, for så at finde mit eget tempo længere fremme. Da så jeg lagde mig op i spidsen, lå de bare på hjul af mig og så måtte jeg få af vide af en af rytterne, at man skal rotere rundt, det er sådan det fungerer i cykelgrupper. Men så sagde jeg at det har jeg aldrig prøvet før, jeg cykler altid for mig selv. Men jeg besluttede mig så for at køre ned i gruppen og der gik ikke mere end 10 minutter, hvor jeg så fandt ud af at  hvorfor det nok var bedst at det her race skulle være uden at ligge i grupper eller ligge på hjul af nogen. For midt i virvaret af alle de ryttere, der trak jeg min vandflaske op og drak af den, og da jeg skulle sætte den ned igen, ramte jeg ved siden af... Flaskedunken faldt lige ned på asfalten og alle cykelrytterne fik deres livs chok og svingede fra side og til side og råbte "FLASKE" og "Åh Gud". Jeg tænkte shit... og satte farten ned og vendte om og hentede min flaske, mens gruppen af cykelryttere var kørt. Vi havde kørt ca. 45 km, da jeg så besluttede at det her race kan jeg kun finde ud af på min måde, og det bliver for mig selv. Ved at køre i en sådan gruppe, blev jeg nærmest mere stresset over at jeg ikke kunne drikke på mine bestemte tidspunkter, og spise på min tidspunkter eller tisse på mine tidspunkter. Og i et 24 timers løb, har jeg brug for at jeg kan kontrollere disse ting. Samtidigt er min puls også helt oppe i det røde felt, når man ligger bag ved nogens hjul, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis den person foran mig bremser for hurtigt op og jeg sidder med en drikkedunk i munden eller lign.

Derefter kørte jeg videre og begyndte endeligt at lytte til min musik i øret og nød omgivelserne og slappede af mens jeg roligt kom op i tempo igen. Da første runde var passeret, tænkte jeg nu skal den have alt hvad den kunne tage på anden runde, bare for at se hvad jeg kunne gøre mens jeg endnu havde energi og gode ben. Ved ca. 50 km. skulle man først dreje til højre og derefter et hurtigt sving til venstre. Jeg så ikke pilen til venstre og fortsatte fuld knald ligeud... Jeg kom ind i en mærkelig by og kørte videre og tænkte, "jeg synes ikke at jeg havde set det her på første runde", men jeg kørte videre. Jeg kendte jo ikke ligefrem middelfart eller området. Efter ca. 5 km. holder der en bil og tager fartkontrol/bøder billeder. Der sidder en mand derinde. Jeg tænker han må vide om der er kørt nogen forbi. Han havde desværre ikke set nogen køre på cykel her de sidste 2-3 timer og han kedede sig faktisk. Jeg tænkte shit shit...! Jeg var kørt forkert og havde spildt ca. 10 km ialt. Jeg drønede tilbage af den vej jeg havde kørt og gav alt hvad jeg havde for at komme tilbage efter ca. 8 min og 5 km. var jeg tilbage og så det åndsvage sving jeg skulle have været inde på, og samtlige af dem, man havde overhalet, var nu et godt stykke foran. Min mentaltræner Patrick, havde fortalt mig, at jeg skulle huske på at være taknemmelig over at jeg kunne de her ting og at jeg fik lov til at få en sådan oplevelse og det valgte jeg at gøre. :o)

De næste mange runder gik med at synge til musikken og jeg kunne mærke at der var rytme i min kørsel.

kl. ca. 17:30. holdte jeg ind ved start området og fik hurtigt taget noget mad og Stine kom over med vandflaske m. energidrik i. Jeg snakkede lidt med hende og jeg tog en releksvest på, som vi skulle have på om aftenen. Efter ca. 10 min. kørte jeg videre og kl. ca. 21:30. kom jeg ud på natteruten, som var en 16 km. runde. Efter første runde kørte jeg ind i startområdet, og fik sat mine store forlygter på. Jeg spiste lidt mad igen og rystet benene og kyssede Stine vi ses, og håbede hun ikke kom til at frysse for meget. 10 min. efter var jeg ude igen og kørte 3 runder, fik væske på cyklen, og kørte tre runder til og måtte ind i start området og få skiftet tøjet, idet jeg frøs og det nu var blevet nat ca. kl. 00:30. Jeg snerrede lidt af Stine og hun svarede hurtigt igen, og jeg brokkede mig bare for mig selv så. :o) Det sværeste ved alt det tøj, var at få kompressionsstrømperne på et par fugtige og meget kolde fødder. Da jeg kom ud igen skulle jeg lige finde rytmen, da alt tøjet gjorde mine ben lidt tungere, men da rytmen var fundet, fik den normal fart igen. Der var en del, som var blevet trætte om natten og jeg kunne konstant se, at der var lygter lige i r¨ven på mig, idet folk lå på hjul af mig, for at spare kræfter. Sjovt nok gav det mig styrke, at der lå nogen bag mig. Jeg følte at jeg ikke var alene, og samtidigt følte jeg at de skulle have lov til at mærke at jeg kunne gi den gas og imponere dem lidt. Der var nogen af dem, der syntes at det var lidt synd at det var mig der trak det hele og kørte op foran mig for at hjælpe, men så kørte jeg hurtigt foran igen og de forstod at jeg gerne ville køre forrest, da det er en del min Triple Ironman træning, idet man ikke må køre på hjul i den disciplin. Det eneste de måtte finde sig i, var at jeg en gang imellem sang med på min Mp3 afspiller og satte farten ned for at drikke, eller spise. Det fungerede fint. :o)

Jeg nåede de 541 km. på ca. 18t. 49 min. hvilket er den distance jeg skal køre i triple ironman, og så løbe 126,6 km. bagefter og de 11,4 km. svømning først. Det bliver nok lidt hårdere for kroppen end jeg lige har haft kalkuleret. Men bestemt muligt!

Stine sov på det tidspunkt, jeg tror klokken var 4-5 stykker. Jeg var ved at være træt der. Og spiste lidt mad og drak en Hustler fra Netto (Kopi af Redbull). Efter der cyklede jeg ud igen, havde mistet energien og kørte en lav fart. og tænkte ok, sådan er det bare. Hvis jeg kan nå 600 km. Så er jeg lykkelig. En af dem som havde ligget på hjul af mig, en nordmand kom op på siden af mig og roste mig for min kørsel, og kunne godt se at jeg var medtaget, men sagde at jeg nok skulle blive frisk igen og farten ville vende tilbage, han havde selv kørt over 640 km som pr. i et 24 timers løb og var en af de dygtige kørere, fra forreste felt. Hans tanke var at køre over 700 km. i dette race, men ruten var alt for kuperet og der havde været for meget vind. Så hans kræfter var også forsvundet lidt.

Efter noget tid fik jeg mine kræfter tilbage, og mine tider fløj op af igen, og kunne mærke at det var på tide at presse mig selv lidt, for at se hvor mange kræfter jeg havde. Flere satte sig igen på hjul af mig og flere faldt også fra. :o) Jeg nåede op på 605 km, og tænkte en runde mere så vil det være 621 km og så var 650 km, ikke umuligt... ? :o) Jeg tænkte at jeg skulle give den mere fart for at nå de 650. jeg kom ud på morgenruten ca. kl. 8:45 og tog fem runder af de 3,6 km. og var nu oppe 655 km. Helt vildt tænkte jeg. Det skal nævnes at de 3,6 km. startede med en efter 24 timers cykling, helt umenneskelig hård bakke op på ca. 200 meter! :o) Jeg tog en 10 min. pause, og fik drukket lidt væske og spiste en sandwich m. nutella. Dem havde jeg spiste mange af, også dem med. honning! :o) Da jeg satte mig på cyklen kørte jeg to runder og var nu oppe 662,4 km. Hold da op tænkte jeg, fedt. Men det kunne være rigtig fedt at nå over 670 km. tænkte jeg. næste runde blev passeret. Jeg prøvede at holde en god fart, men tiderne var kun på ca. 8 min. pr. runde. da jeg var på 669,6 km. havde jeg ca. 7 min. tilbage af mine 24 timer. Jeg tænkte at jeg var baldret, men hvis jeg ikke kørte og bare sagde at det var fint, så ville jeg aldrig vide om jeg kunne have gjort det! Så jeg valgte at gi den fuld gas da jeg passerede startstregen igen. Jeg svingede til højre oppe af den store bakke og tænkte shit hvor er den stejl, og jeg følte at mine lunger var helt brugt og det samme med mine ben. Og så begyndte jeg at tænke, nej hvor surt, hvis alle ser at jeg kommer ind over stregen 1 minut for sent og ikke fik de sidste 3,6 km. registreret. Jeg skulle gi den fuld spade. Og jeg kæmpede alt hvad jeg kunne op af bakken. Da jeg kom op, tænkte jeg at jeg var ligeglad om jeg fejlede, jeg var taknemmelig og jeg skulle bare kæmpe med den sidste smerte, for det var overstået om lidt. Jeg nåede det sidste sving og kom ind mod målområdet igen og tiden sagde 23t.59 min. 01 sek. Jeg havde kørt de sidste 3,6 km. på 6 min. 7 sek, en snit fart på 35, 7 km/t. meget godt efter 24 timer og jeg nåede mine 673,2 km gns. 28,04 km/t,  første gang på en sådan disciplin (+ at det var på the hardcore og til tider ensomme triathlon way!) :o)  og placerede mig som nr. 11! :o)

 

De tre bedste i løbet, må siges at være nogle hardcore cykelryttere, men kender vidst også gamet med at køre grupper osv.  

De kørte alle 3 ny danmarksrekord, den gamle var 754 km.

Og nr. 3 kørte 759 km, nr. 2, 767 km. og Nr. 1 også 767 km. Men kom først over stregen! :o) Verdens pt. bedste Ultracykelrytter Fabio Basiolo, stilte også til start og blev nr. 4 med 751 km.

 

En rigtig super oplevelse, og en kæmpe tak til Stine, som hjalp mig. Og til alle der støttede mig! :o) Og til et meget velorganiseret race afholdt af cykelklubben Baghjulet i Middelfart. :o) Jeg vil holde lidt hviledage, og træner videre om et par dage, og vil nyde det lidt og fokusere fremad til næste del.

 

Husk at hver gang livet bliver lidt hårdt, så luk øjnene og ting på noget som i har haft succes med, dem i elsker og det i elsker at lave og husk at være taknemmelig for det! Rigtig god træning og husk at nyde livet! :o)

 

De bedste træningshilsner fra

 

Michael 

Tiden flyver afsted, og nu er vi allerede i Juni måned 2009, alle de spændende mål man har, er lige om hjørnet og man kan mærke at gnisten er tændt! :o) Nogen skal op til eksamener og andre, har de sidste deadlines på arbejdspladserne inden ferien nærmer sig. :o)

 

Hos mig er der  nu hvile dage de næste par dage inden Lørdag hvor cyklen skal have en god tur i 24 timer! :o) Der er selvfølgelig blevet trænet rigtig rigtig meget, og jeg kan nu mærke at cykelbenene er ved at være der. :o) Det er rart at få hjælp fra mine sponsorer på alle måder, mht. energidrik, Run4All og Adidas med tøj og sko, mentaltræning og massage osv.

Der er en masse ting man lige skal have styr på op til et sådan race. Alle færdselsreglerene mht. reflekser, lygter og ringeklokke skal på. Skal jeg lige nævne at jeg har købt en forlygte til 3000.- , til den pris kunne det have været rart at den kunne lyse begge veje... :o) Den vejer bogstavelig talt faktisk et halvt kilo, så der skal trædes lidt når den kommer på kl. 20:30 - 04:45 og så af med den igen. Jeg har også lige købt et par cykelshorts til 1800.- så skulle det gerne blive lidt mere behageligt. :o) Mine konkurrencehjul, er hevet op fra kælderen og bliver gjort i stand, ca. 2 år dernede har givet dem spindelvæv, så det er fjernet og mon ikke de bliver helt rene når der bliver givet gas? :o)

 

Umiddelbart ser vejrprognoserne fornuftige ud, så håber på det bedste der.

Selve stævnet er for mig en lang træningstur, og jeg får rig mulighed for at træne, væske, ernæring, cykling og det at være igang i 24 timer! :o)

 

Stævnet foregår i middelfart på fyn og vi køre på en rute der er 58,2 km. fra kl. 10-20:30, derefter en kortere rute igennem natten og igen om morgenen bliver ruten forkortet lidt mere, af sikkerhedsmæssige årsager.

 

Jeg ser rigtig meget frem til en lang, hård og udfordrerne dag på cyklen! :o) Det skal lige nævnes at Stine, min kæreste hjælper mig med diverse mad og støtte undervejs, det glæder jeg mig selvfølgelig også til! :o) (Det er også god træning for hende, inden hun skal hjælpe mig i den Tredobbelte Jernmand!) :o) 

 

Rigtig god træning til jer alle og pas godt på jer selv og husk cykelhjelmen! :o)

 

Og en stor hilsen sender jeg til min lillesøster Monique, som lige har fået et flot 10 tal i Dansk eksamen, Tillykke Tillykke! :o)

 

De bedste træningshilsner fra 

 

Michael

 

Så blev det Søndag, efter en ekstra hård uge, som bød på en del træning krydret med mit normale fuldtids arbejde osv. Så det er altid en udfordrerne cocktail at få balanceret det hele, når man også gerne vil hygge lidt med kæresten! :o)

 

Jeg fik trænet ca. 40½ time i denne uge, fordelt på: 6½ times Svømning, 25 timers Cykling, 6 timers løb og 3 timers styrketræning! :o) I disse uger kan jeg selvfølgelig godt mærke at min styrke, intensitet falder, men tilgengæld får man trænet en anden vigtig del.

 

Midt på ugen havde jeg et træningspas hvor jeg skulle cykle 7 timer og derefter ud og løbe 20 km. med to af danmarks bedste 100 Km. ultraløbere. Ole Karlsen (www.ultraole.dk) og Poul Petersen. Jeg gjorde det at jeg cyklede i ca. 6 timer og mødtes med dem i Holbæk, løb med dem og fik snakket en del omkring alt mellem himmel og jord... Indefor ultraløb... Vel og mærket! :o) Og havde en rigtig god oplevelse med de to gutter! Jeg kan fortælle at de begge er herre over de 40, men bestemt ved hvad der skal til! Dog strak de ikke ud efter træning, men det kan jeg mærke at jeg skal! :o)  Jeg cyklede derefter hjemad og havde inkasseret en god træningsdag! :o)

 

I weekenden havde jeg planlagt en stor træningsweekend, som bød på 3½ t. svømning + 12 timers cykling om lørdagen og derefter 4 timers løb om søndagen! :o)

 

For at nå det hele og hygge lidt med kæresten om aftenen, stod jeg op kl. 01:20 om lørdagen, havde kun sovet ca. 1 time, kunne ikke rigtig sove. Fik spist noget knap så godt kaviar dagen før... Det skal man ikke gøre! :o/

Kl. 02:50 sprang jeg i vandet og jeg så faktisk frem til at få svømmet de 3½ time. Grunden var faktisk at jeg lige har købt mig en sådan Swim Mp3 og den skulle testes. Og jeg kan afsløre at den er Super god, og når den sorte streg i vandet blev kedelig boblede jeg bare med på melodierne fra "sikke en fest, vi har haft nu idag Oh ja Oh ja Ohh... ) :o)  Super skønt. Kl. ca. 05, kom en af mine gode venner og træningskammerat Kristian, som bl.a. har kørt Kalmar Jernmand med mig i 2007. Han svømmede med den sidste 1½ time, rigtig hyggeligt. :o)

 

Derefter kom cykelturen Kl. 7:00 og der havde jeg planlagt med en hyggelig tur i starten med en af mine andre gode træningsvenner Frederik! Han er igang med at træne til Ironman Nice, og han er vel og mærket rigtig godt kørende! Vi kørte sammen de første 5 timer af de i alt 12 timer jeg skulle køre. Men jeg kan afsløre at da jeg kom ud af svømmehallen, havde jeg alt andet end lyst til at cykle. Mine ben var trætte og det var min krop egentlig også. Og ikke nok med det, så begyndte det at regne og det blæste virkelig meget! Men jeg fattede modet og tænkte Frederik er her, så Let's Go.

Allerede den første time, kunne jeg mærke at jeg havde for lidt tøj på, jeg havde ellers haft set på DMI, at der skulle komme vind, men uden regn og temperaturen skulle blive 18-20 grader! Men her hvor vi var øsede det ned, vinden var kraftig og bestemt mere i nærheden af 8-10 grader! Så vi drønede hjem mod mig og jeg skyndte mig op og hentede regnfrakken og vi kørte videre. Undervejs, var vores hastighed utrolig lav, men det skyldes nok regnen og vinden nok også meget min træthed i kroppen.

Så kan man spørge, jamen når du er så træt, så er det nok ikke smart at træne? Men man skal huske på, at da jeg lavede træningsprogrammet i sin tid, så vidste jeg præcis at jeg vil være træt sidst på ugen og at der derfor er en mening med det. Jeg skal vænne mig til følelsen og samtidigt også opbygge den mentale del, til at ville igennem selvom, jeg er træt og kroppen føles mør. Så derfor vil jeg fortsætte.

Efter 5 timer, kørte Frederik videre ud mod sin færd, hvor han derefter skulle løbe 3 timer og crosstraine 1 time. Og jeg skulle sidde på sadlen i ca. 7 timer endnu. Der blev dog puttet en ekstra time på, da jeg skulle hente noget nyt tøj, da alt det andet var gennemblødt grundet regnfrakkens varme + opfyldning af drikkedunke osv. Så derfor var jeg først hjemme lidt over kl. 20. Men det var en rigtig hyggelig tur tilsidst da solen kom frem og jeg var glad da jeg kom hjem og kunne klappe mig selv på skulderen over stoltheden af at have trænet i 15 ½ time.

 

Dagen efter/ Idag om Søndagen, havde jeg igen et træningspas, som lød på 4 timers løb og her tjekkede jeg igen DMI, da jeg så at det øsede ned ved 10:30 tiden, men kunne se på deres nedbørsradar at det ville gå væk ca. ½ time efter, så idag kunne vejret ikke tage r¨ven på mig, men jeg tog r¨ven på den! :o) Jeg løb i ca. 1t og 50 min. da jeg ringede til en af mine venner, som skulle lave en ½ Jernmand som test idag og tilfældigvis var han nået til Løbedelen. Jeg smuttede forbi ham og vi løb ½ marathon delen sammen og han kan nu kalde sig ½ Ironman! Super flot klaret Christian.  Jeg løb lidt videre, for lige at indhente lidt tid og hoppede hjem ad med mine 4 timers løb. Nu har jeg lige set Rejsen til Saturn, med kæresten og vi vil hygge lidt videre! :o)

 

Jeg ved godt at der trænes meget, men det er ikke ens betydende med at jeg kan vinde de store medaljer. For at sige til mange af dem, man kender som tror at jeg kan vinde, bare fordi jeg er hurtig på kortere distancer. Så er distancerne væsentlig længere her og de personer, som er med har trænet i mange år og kroppen skal have meget træning i mange år for at kunne holde et stabilt tempo over f.eks. 24 til 50 timer eller derover. Mit mål er at jeg lige nu kan få en medalje om halsen og sige at jeg har gennemført de her mål, som jeg har sat mig. Og igen nyde træningen! Jeg kan ikke spå om fremtiden, men det kan godt være at jeg kan blive god til det her. Men det vil være tosset at have det som formål. For når man laver sådan nogle ting som det her, skal man kunne lide det og have hjertet med, for ellers står man ikke distancen! :o) Pas rigtig godt på jer selv og vi ses derude. :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael

 

 

2 gode træningsuger veloverstået og jeg er nu ankommet i restitutionsugen, som genoplader batterierne på ny! :o) Den første uge var lige efter de 62 km. om lørdagen, så den var lidt berørt af km'erne. Idet jeg normalt tager afslapning efter et så langt pas. Men jeg valgte at køre videre, hvor jeg i starten af ugen valgte at fokusere på en del cykling og svømning. :o) Derefter øgede jeg løbet. I ugen efter blev det til i alt 28 timers træning, fordelt således at jeg fra Torsdag til Fredag, lavede et 13 timers træningspas, som bestod af cykling 2 timer, løb 8 timer og hjemme kl. 01:20, fik trænet væske og ernæring og det gik til UG og kryds og slange! Var vågen hele natten og derefter løb jeg om morgenen kl. 6:46 ud til mit arbejde og svømmede ½ time og derefter løb jeg op i Fitnesscentret og trænede en 1½ t. styrke og hoppede i seng kl. 11:00, efter 30 timer uden søvn. :o) Og om lørdagen svømmede jeg 2 timer og nåede en god sjat der... Det bliver rigtig godt med svømningen, den er ved at blive GOD! :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael

 

Så er der en ny måned, den kommer til at være lidt mere regnfyldt, end april. Men det gør ikke så meget, idet man bare må have regnfrakken på til træning! :o) Og så skal cyklen, nok rengøres lidt mere... Mums! :o)

 

Selve løbet Copenhagen Ultramarathon, blev vundet af en 52 årig Tysker som løb i tiden 7t. 23 min. Han løb altså ca. 43-44 min. pr. 10 km. 10 gange i træk! Imponerende. Men også endnu et bevis på at denne sport, altså er for folk med hår på brystet (Denne gang, Grå hår! :o) ) og som har erfaringen og rutinen, igennem mange års træning og konkurrencer! Han er sikkert ikke verdens hurtigste, når det gælder en ren 10 km. Men han kan blive ved i samme tempo, i lang lang tid. 8D

 

Danmarksmesterskabet, som lå inde i løbet, blev vundet i tiden 7t. 58 min. Vinderen blev Charley Prødel, som dermed brød sin tidsmur ved at gennemføre under 8 timer. Nr. 2 blev sidste års danmarksmester Ole Karlsen i 8 timer rent. og et par sekunder efter var det Poul Petersen, som satte pr. ved også at løbe 8 timer og 48 sek.

 

Selve løbet var rigtig godt, selvom jeg ikke klarede den. Det var et flot stævne og folk var søde og hjælpsomme! Alt i alt en god oplevelse trods alt, og et meget anbefalelsesværdigt løb. :o)

 

Jeg træner videre og ser fremad, mod mine mål, og glæder mig over at jeg har muligheden for at lave det jeg elsker!!!! :o)

 

Hyg jer, og rigtig god træning til alle og husk, at leve livet hver dag! :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael

 

 

Her sidder jeg så igen. Havde faktisk håbet på at kunne fortælle en rigtig god og positiv historie om hvordan, jeg gennemførte mit første løb i 1½ år og hvordan det føles at kunne kalde sig ultraløber og med stil, for målet var jo at gøre det på under 10 timer. Men her sidder jeg i stedet og fik en DNF (did not finish, som medalje istedet!).

 

Jeg havde det rigtig fint de første par runder, dvs. 10, 20, 30 og 40 km. Mine ben føltes friske, de blev dog lidt tungere, men ikke noget jeg ikke havde prøvet i træning. Dog ved 45 km, begyndte problemerne. Jeg fik en kraftig kvalme, og kunne mærke at det blev lidt svært at få noget ned. Jeg tænkte, ok, det har jeg også prøvet i træning! 10 min. så skulle den kvalme være væk... Men da jeg passerede 50 km. fortsatte den, 55 km og den blev værere. Jeg kunne slet ikke få noget ned, og jeg vidste at der var 45 km igen. Hvis jeg ikke kunne få væske ned uden at blive mere dårlig, så vil jeg gå ned på selve løbedelen. Dette fordi jeg vil dehydrere og miste min energi. Jeg prøvede en energibar, men den føltes tør og kunne på ingen måde komme ned. Jeg tænkte, det her ville give problemer. Jeg passerede de 60 km, i samme tid, som i min træning, men jeg vidste at jeg ikke havde det nær så godt, som sidst jeg løb 60 km. Og nu skulle jeg altså løbe 40 km ekstra. Sidste gang havde jeg cyklet 4 timer først og derefter løbet 60,6 km. på en fin tid, så jeg vidste at jeg kunne og havde indtil videre holdt samme tempo og puls, så det var maven der bestemte. Efter ca. 62 km. valgte jeg at trække stikket ud og få min første DNF og det er jeg ikke glad for. Men 40 km, hvor min krop allerede var kommet i energiunderskud og havde mistet mere yderligere energi undervejs, havde nok heller ikke givet mig en god oplevelse.  Og det var det jeg var interesseret i. Så sådan er livet, engang imellem. Jeg har jo også lagt et citat ud på hjemmesiden skrevet af Lance Armstrong:

 

 

Idag må jeg leve med det, det ved jeg. Men jeg ved også, at jeg er en person, der kan løfte mig selv og det vil jeg gøre! Nogen gange skal man jo også lige finde ud af hvorfor man ikke har lyst til at give op igen!  Det blev jeg så påmindet om idag. Og det har været en meget rig erfaring, som jeg skal huske at lære af til næste gang! :o)

 

Det gør lidt ondt, ikke så meget i benene, men i hjertet! Men hvad man ikke dør af, gør en stærkere. Måske er der en mening med det her, og måske var det sådan her det skulle gå første gang. Men lige nu, føles det knap så godt, især ikke når min hjemmeside hedder UltraIronman.dk, ultra kan man vidst ikke kalde mig endnu....

 

Der var dog en masse, dygtige ultraløbere. Og de var rigtig gode til administrere, deres ernæring og væske. De var super dygtige og hatten af for jer ALLE, jeg bukker mig i støvet! :o) Og tak til Charley Prødel, for støtte og opbakning. Charley vandt løbet sidste år, så tror jeg må snakke lidt mere med ham. :o) 

 

En særlig tak for hjælpen må mine min mor, stedfar, min lillesøster og min kæreste, have for at hjælpe mig, med både væske og god støtte. De var gode, og jeg er ked af ikke at kunne vise jer taknemmelighed ved at gennemføre. Og tusind tak, til de af mine venner som kørte ind for at se mig, er selvfølgelig ked af at i måtte køre forgæves.

 

I må have det godt, indtil jeg skriver next time. Men hold øje, jeg lover jer, at jeg lige skal sunde mig mentalt og så vender jeg tilbage. Men indtil da, pas godt på jer selv. Nogen gange går tingene jo for stærkt, og man vil nå så meget på så kort tid, det har jeg vidst lært lidt af nu. Men som jeg siger og gentager: Det man ikke dør af, GØR en STÆRKERE!! :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael

 

 

De sidste to og en halv uge er gået med nedtrapning op til mit 100 km. løb, og jeg kan mærke at der er ved at komme energi i mine ben! De har lyst til at løbe hele tiden, så må vidst snart til at få tilfredsstillet dem. :o) Jeg træner lidt crosstrainer onsdag og lidt styrke og svømning torsdag og Fredag er der dømt fridag fra træningen. Så burde min krop være klar og parat til Lørdag, når løbet starter. Jeg kan uden tvivl mærke at jeg er ved at blive spændt, men jeg kan også mærke at det er en god og positv følelse. Der er selvfølgelig alle de tanker omkring, om man kan stå distancen og hvordan man har det dagen derpå. Men jeg vælger at fokusere på, at jeg har gjort hvad jeg kan, for at det her kan blive klaret fornuftigt. :o) Så jeg tager et skridt ad gangen og ser hvor det bringer mig. :o)

 

Selve løbet starter Lørdag d. 25/4-2009,  kl. 8 og foregår i Albertslund/Vallensbæk og starter ved Rendsagervej 5, hvis der skulle være nogle der var interesseret i at se et par tosser, løbe rundt og rundt og rundt og rundt... :o) Hvis man er interesseret i at se flotte løbestile, vil jeg mene at det var stedet, idet at ultraløbere om nogen, ved hvordan man effektivisere sin løbeøkonomi og sparer kræfter. Så bestemt interessant for nørderne. :o)

 

Selve ruten er forholdsvis flad og man løber på ca. 75 % asfalt og 25 % grusstier, der er fri for trafik og ruten er 10 km. lang. Så man lærer den nok meget godt at kende, jo flere runder man kommer igennem. :o)

 

Der afholdes både et åbent løb, hvor alle kan være med, hvilket vil sige bl.a. folk fra andre lande og folk der ikke er interesseret i at deltage i DM regi. Der kommer faktisk nogle habile kvindelige løbere fra udlandet, som nok skulle kunne vise de danske ultraherrer, hvordan man løber. Det bliver spændende! :o)

I løbet er der faktisk også et 60 km. løb og et marathon. Så der er lidt for normalt interesserede løbere og motionister også.

Jeg deltager i 100 Km. løbet under DM regi, og vil selvfølgelig gøre mit allerbedste for at løbe hvad jeg kan. Men jeg ved at for mig, handler det stadig om at gennemføre og lave en fornuftig tid. Så må vi se hvad det bringer. :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael

 

 

Lør. d. 11/4-2009

 

Så er der opdateret lidt i Træningsdelen. Det gør det væsentligt nemmere for dig som læser, at følge med i og få lidt inspiration til træningen. Men også for mig, idet at jeg efterhånden har hele min træningskalender her! :o). Se hvorledes jeg nedtrapper til de 100 Km. Du kan trykke på linket her: Nedtrapning til 100 Km. 2009!

 

 

 

Her kommer der lige en kort brief omkring hvad jeg har foretaget mig de sidste 2 år for at nå her til, hvor jeg er nu. :o)

 

Jeg stoppede med min Triathlon for anden gang i ca. August 2007, efter min Jernmand i Kalmar. Jeg troede at jeg havde nået hvad jeg ville.

 

Jeg gik i ca. et halvt år og prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle prøve at bygge et liv op omkring karriere, uddannelse og få mig en fremtid indenfor det. Samtidigt arbejdede jeg fuldtid som teknisk servicemedarbejder/livredder i Roskilde Svømmehal, og fik tiden til at gå med det, mens jeg bare trænede stille og roligt.

 

Efter noget tid, fik jeg motivationen tilbage og begyndte min sande Ultra Training i december 2008! ;o)

 

Første test var efter 24 dages træning, idet jeg startede med træningen pr. 1. Dec. 2008. Så testen var altså den 24 december. Testen lød på en løbetur op til min far, hans kone og min lillebror, hvor Stine (min kæreste) og jeg skulle holde juleaften. Stine tog bilen, og jeg løbeskoene. Jeg havde printet et kort ud på computeren og havde målt ruten til præcis 60,6 km. fra Roskilde til Hundested, hvor jeg så tog en ekstra rundtur i Hundested, for at kilometerne passede. Jeg klarede turen på 5t. 38 min. En rigtig fin tid, taget i betragtning at jeg ikke havde trænet over en time i ca. 1½ år. Og jeg var heller ikke så træt, hvilket var overraskende, men viste også at min krop åbenbart, kan tilpasse sig lange distancer bedre end før.

 

Siden da, har jeg trænet ca. 20-25 timer gns. om ugen og har lavet en del lange træningspas, som har været længere end ovennævnte træningspas.

 

Næste store test er på Lørdag d. 28/3, hvor jeg skal Cykle 4t roligt. (ca. 110-120 km på mtb.) og Løbe 60,6 km. op til min far igen. Og dagen efter løbe Cykle 3 timer. :o) Det kunne være spændende at løbe de 60,6 km. i et godt tempo, så vil gå efter pr. selvom jeg har cyklet en del først. :o) Sikke dog hvor hyggeligt, ikke? :o)

 

Anyway jeg briefer jer ligeså snart weekenden er ovre, og så begynder jeg at tælle ned og frem mod mit 100 km. løb d. 25 april! :o)

 

De bedste hilsner fra

 

Michael